Anton Koch-Nielsen

Den 11. glasnøgle – præsentation af de fem kandidater.

Det er en mærkedag i Det Skandinaviske Kriminalselskabs historie. For første gang er alle fem lande repræsenteret med en kandidat til prisen for den bedste spændingsroman: Glasnøglen. Det er i sig selv glædeligt.

De fem kandidater er:

Fra Finland Leena Lehtolainen med "Luminainen", som vi andre må læse i en svensk oversættelse, "Snöjungfrun".

Fra Danmark Jan Stage med "Et kys fra Kaliningrad"

Fra Island Arnaldur Indridason med "Myrin", som foreligger i en dansk prøveoversættelse som "Nordmosen"

Fra Norge Jon Michelet med "Den frosne kvinnen", og

Fra Sverige Åke Edwardson med "Himlen är en plats på jorden".

Leenas bog er oprindelig udgivet i 1996, Arnaldurs i 2000 (skriver forlaget - der står 2001 på første side). De øvrige er fra 2001. Finland og Island kan jo først komme med, når bøgerne foreligger på et af de nordiske sprog. Derfor har selskabet tilladt, at de to lande stiller med ældre bøger.

***

Hvordan præsenterer vore lande sig så med det bedste, vi kan fremvise? Det vil nok overraske den, der ikke i forvejen kender modellen. Fordommene om kriminalromaner holder ikke.

Der er ingen skarpsindige privatdetektiver. Der er ikke nogen leg med spidsfindige alibier for de mistænkte. Der er ikke ret meget søgen efter spor, når forbrydelsen er begået. Hverken klassiske spor som cigaraske og fodaftryk, eller intellektuelle spor som kodede breve og dunkle budskaber fra afdøde. Det sidste har Arnaldur dog et tilløb til.

Efterforskningsarbejdet står politiet for, og politiet gør det ordentligt og ædrueligt, om end ikke altid med held. Der er ingen stupide pansere, ingen rådden korruption i politikorpset. Det er stressede embedsfolk med god vilje, ofte med talent for opgaven, og med enkelte undtagelser et engagement, der levner plads for en ikke ringe social forståelse.

En turist fra omverdenen vil også undre sig over miljøet. Vi markedsfører os internationalt med "nordens lyse nætter", de grønne skove i maj og for de nordlige provinser med midnatssolen. Sådan er det ikke i de fem romaner. Island præsenterer sig i det sene efterår, Sverige, Danmark og Finland lægger ud ved juletid og Norge begynder sin historie i februar. Det foregår således alt sammen i kuldens og det tidlige mørkes Skandinavien. "Vintereventyr", som en stor dansk digter kaldte en af sine novellesamlinger.

Hvad indholdet angår er det påfaldende, at kriminalintrigerne har deres rødder langt tilbage. Det er fortidens vidner, der nu slår til - nutidens mennesker er blot ofre, der kun har begrænset mulighed for at vælge deres skæbne og handling selv. Der er ikke meget tilbage af det moralske perspektiv, vi kender fra mellemkrigstidens krimier. Det kan virke næsten deterministisk.

***

Forfatterne er én kvinde og fire mænd. Leenas baggrund véd jeg ikke noget om, men de fire mænd er alle - eller de har været - journalister. Det er nok forklaringen på, at efterforskningen i romanerne lejlighedsvis er journalistisk research mere end politimæssig undersøgelse. Det afvises dog af Åke Edwardsons kommissær Winter, der snarere ser politimanden som "forbrydelsens arkæolog". Altså atter en påstand om, at det er fortiden, der bestemmer nutiden.

Endelig kan man bemærke, at alle fem romaner indgår i serier. De ledende politifolk - eller hos Michelet den centrale biperson - har optrådt i tidligere romaner, og der bruges adskillige sider på at udbygge billedet af disse velkendte personer, ligesom der indflettes henvisninger til tidligere værker.

***

Det er svært at referere, hvad romanerne handler om. Det følger for det første af genren. Der er tale om spændingsromaner, og den spænding ville gå fløjten, hvis man røbede for meget eller forberedte kommende læsere på de chok, forfatteren omhyggeligt har gemt til rette tid og sted. Det kan allerede af den grund højst blive til halve referater. Dertil kommer den yderligere komplikation, at de foreliggende bøger fortæller flere historier, som ikke nødvendigvis har med hinanden at gøre. For eksempel bruger Leena henved en femtedel af sin roman på en forfølgelsesthriller om en undvegen bankrøver, der har svoret hævn over de centrale politifolk. Det er et voldsomt og spændende forløb, men det har ikke nogen sammenhæng med den mordgåde, der bærer romanens hovedhandling. Højst tjener indskuddet til at stresse politifolkene og forsinke deres egentlige arbejde. Og så naturligvis til at illustrere politiets arbejdsforhold. Der er jo altid mange sager i gang. Privatdetektiven i en krimi fra den gyldne alder kunne koncentrere sig om blot én sag. Det kan politimanden ikke.

Vi prøver alligevel at sige lidt om de fem kandidater.

1.
Leena Lehtolainens detektiv er en ca. 30-årig kvinde, Maria Kallio, der arbejder i kriminalpolitiet i Esbo - så vidt jeg forstår en forstad til Helsingfors. I Snöjungfrun drejer det sig om en midaldrende psykolog og feminist, der under mistænkelige omstændigheder findes død i skoven tæt ved den store ejendom, hun havde arvet og drev som krisecenter og kursussted for kvinder - uden adgang for mænd. Elina Rosberg er frosset ihjel, men hun blev først bedøvet, og hun blev slæbt ind under det grantræ, som et døgns tid skjuler liget. Maria Kallio møder på krisecenteret adskillige kvinder, der kunne mistænkes - og romanen får dermed lejlighed til at beskrive barske kvindeskæbner i nutidens Finland. Et nyt, morderisk overfald støder til - og først da Maria Kallio søger langt tilbage i fortiden, kan hun ane, hvad der egentlig er sket. Og så er den opklaring muligvis ikke hele sandheden.

Romanen bæres af en skarp (men ikke uvenlig) feministisk holdning, som kommer til udtryk både i de implicerede kvinders historier og i Maria Kallios hverdag, da hun erfarer, at hun er gravid og skal overveje, hvad et barn vil betyde for hendes privatliv og for hendes job. Der er også en del traditionelt krimigods. Maria Kallio, der selv fortæller historien, indleder et af sine ræsonnementer med at skrive, at "selv om livet ikke var nogen krimi af Maria Lang, kunne jeg ikke lade være med at tænke" det og det. Og da de mistænkte kvinder til slut kan afhøres samlet på krisecenteret, bemærker en af politifolkene med nogen føje, at "det lyder lidt som en gammel krimi". Det skal dog ikke sige, at romanen er gammeldags. Det nye i forhold til f. eks. Maria Langs bøger er, at temaet - kvinders muligheder i samfundet - er indarbejdet i selve plottet. Temaet er ikke kun en baggrund og kulisse.

2.
Arnaldur Indridason bruger på original vis sin Islandske baggrund i romanen Myrin. Island er et vulkansk område, hvor jordskorpen til stadighed bevæger sig. I kvarteret Nordmosen ("Myrin") ved Reykjavik er der dannet farlige hulrum under betongulvene i kældrene, også under det triste hus, hvor en 69-årig lastbilchauffør og vaneforbryder findes myrdet. Island er samtidig en isoleret ø, og det har fået betydning i nutidens arvelighedsforskning. Der er tale om en overskuelig befolkning, som - i al fald indtil den nyeste tid - ikke har fået tilført mange gener udefra. Man kan derfor følge arvelige sygdommes uhyggelige vandring gennem generationerne. Det bliver en kompliceret sag at efterforske for den 50-årige politimand Erlendur. Kollegaen har ikke ret, da han kalder forbrydelsen "et rigtig typisk islandsk mord", d. v. s. at det er "beskidt, formålsløst og begået uden forsøg på at slette spor eller fjerne beviser".

Romanen tilbyder et stramt plot, der ikke er set tidligere. Erlendurs person er til gengæld endnu en udgave af den illusionsløse, fraskilte skadinaviske strisser med et forfærdende privatliv - den voksne søn er alkoholiker, datteren narkoman og prostitueret. En lille pige mener et sted, at mennesker har øjne ikke for at kunne se, men for at kunne græde. Der er ikke noget at grine af i romanen, men der er god efterforskning og en ikke ringe spænding. Og som sagt er ideen helt usædvanligt original.

3.
Det er den sociale og ikke den genetiske arv, der er temaet for Åke Edwardsons roman Himlen är en plats på jorden. Det er refrænet i en sang, som indgår i det repertoire af god jazz, der - som i Edwardsons tidligere romaner - løber nærmest som et soundtrack under handlingen. Denne gang står kriminalpolitiet i Göteborg over for to sager, der måske i starten ikke virker alt for skræmmende. Nogle unge mænd, der færdedes ensomt i sene nattetimer, er blev slået ned, og der er tilsyneladende ingen forbindelse imellem dem. Og nogle børnehavebørn bliver kortvarigt taget op i bilen hos en "onkel" - foreløbig har han ikke forgrebet sig på et barn, men hvad vil der ske næste gang?

Edwardsons hovedperson er endnu en gang kommissær Erik Winter. Han og hans folk følger med sædvanlig dygtighed forskellige spor, der dog ikke leder ret langt. Det bliver i sidste ende Winters intuition, der fører til en afsløring. Romanen afsluttes med et aktionsmættet klimaks, der så sandelig tilbyder vold og død nok til alle.

Himlen er ikke et sted på jorden, i al fald ikke i Göteborg og slet ikke i de triste, delvis affolkede landdistrikter uden for storbyen, hvor politifolkene møder de deprimerende rester af svensk gammelliv. Måske var det - som en politimand foreslår - vor opgave at gøre jorden til et himmerige, men det har vi ikke gjort. Vi kan se himlen fra jorden, og vi kan bygge huse, som når næsten op til himlen. Men der findes intet deroppe.

4.
Modsætningen er voldsom, når man går fra Edwardsons forfinede politikommissær og anfægtende moralske overvejelser til den rå, afstumpede verden, der præsenteres af Jon Michelet i romanen om Den frosne kvinnen. Som hos Leena begynder det med det stivfrosne lig af en kvinde. Liget ligger i haven hos Michelets gamle antihelt, Vilhelm Thygesen. Han var oprindelig politimand, så blev han dømt for mord, derefter har han ernæret sig som sagfører, og nu bor den 63 år gamle outsider alene i et større hus, som han har arvet. Thygesen er romanens ræsonnør, medens opklaringsarbejdet varetages af et par unge, opvakte kriminalfolk. Det er svært, fordi de trods mange og gode anstrengelser først sent finder ud af, hvem den døde var. Også fordi de længe ikke kan få hold på det vildspor, der peger mod olieeventyrets rige norske overklasse. De folk, der tror, at penge skaber penge, og ikke forstår, at det er produktivt arbejde, der skaber kapital.

Sideløbende fortælles om nogle nu midaldrende folk, der en gang ville danne en motorcyklebande, men aldrig kom igennem med det. Nu er de reduceret fra fribyttere til gangstere, der er fælles om indsmugling af narko og rusmidler - og fælles om en meget lille respekt for andres liv. Det bliver til hele fire drab i romanens stadig voldsommere scener. Politifolkene opklarer sådan set ikke den historie, men de kan til sidst ræsonnere sig til en sandsynlig sammenhæng (der også indbefatter den dræbte kvinde), og den ledende politimand kan så få hypotesen bekræftet i en afhøring af den sidst overlevende fra banden, der ligger hårdt såret på et svensk hospital.

Thygesen sammenfatter så begivenhederne. Han har udviklet sig fra "næsten-marxist til hel-misantrop", og han mener, at det hele drejede sig om oprivende modsætninger, der fik et kollektiv af mænd til at sprække.

5.
Den danske kandidat Jan Stage skriver i Et kys fra Kaliningrad en helt anden slags historie. Det er nærmest en politisk thriller om et forsøg på afpresning over for den danske stat. Bagmanden er en afdanket sovjetisk KGB-officer, der er strandet i enklaven Kaliningrad. Han vil hævne det kommunistiske imperiums sammenbrud, som det dekadente, kapitalistiske Vesteuropa bærer skylden for. Hævnen skal ramme Danmark, det lille selvgode land, der er "kædens svageste led". I samarbejde med en højtstående russisk mafiaboss får han fat i et skib, som bliver fyldt med dissidenter, forbrydere og fattiglemmer. De jages i land på Falster i Danmark. Aktionen skal afsløre danskernes lamme modstandsvilje og manglende evne til at håndtere en sådan situation. Og truslen om nye skibsladninger med asylansøgere skal presse en uhyrlig sum ud af regeringen. De danske myndigheder må indkalde veteranerne, i første række Stages gamle politikommissær Arne Sehested fra efterretningstjenesten. Han får i samarbejde med andre alderstegne helte forpurret afpresningsplanen - romanens sidste brutale likvidation. Også hos Stage er det således fortidens folk, vi i sidste ende skal lide på.

På sine præmisser er det en spændende historie med smæk for skillingen. Den er krydret med grov satire over unoder i øjeblikkets danske politik. Når den i Danmark gav en vis genlyd, skyldes det danskernes stadig mere paranoide forhold til de fremmede, som er kommet til Danmark de seneste år. Det er mildt sagt et aktuelt og brændbart emne. - Som politisk skrækscenario er bogen nok lidt mindre overbevisende. Det skulle jo næppe være alt for svært at modtage nogle tusinde fremmede, hvoraf de fleste formentlig kun ønsker at rejse tilbage - eller umiddelbart kan afvises som asylsøgere.

***

Så meget om de fem bøger. Som sagt i indledningen er de meget langt fra den klassiske krimi. Den klassiske model indeholdt et budskab, som blev godt formuleret for et par år siden i P. D. James' erindringer. Krimien skulle vise, at selv det mest genstridige mysterium kan løses, ikke ved overnaturlige kræfter eller ved rent held, men ved hjælp af menneskelig intelligens, menneskelig ihærdighed og menneskeligt mod.

Når jeg har lydt lidt forbeholden, er det i første række fordi jeg savner denne målsætning hos dagens gode forfattere (og i det meste af den nordiske kriminallitteratur, jeg i øvrigt kender til). For meget af opklaringen beror på tilfældige sammentræf, gætteri eller ren intuition. Der er for lidt traditionelt sporarbejde - i al fald det sporarbejde, der fører til en opklaring.

Der er også - stadig efter min mening - for depressiv en stemning (idet jeg her ser bort fra Leena, hvor svært det ellers er!) Farveskalaen spænder fra koksgråt til kulsort. Og så Helvedes trist er det hele trods alt heller ikke.

På positivsiden skal tælles en overbevisende skildring af skandinaviske miljøer og af de holdninger, den livsstil, der i disse år præger vore lande. Det er en genkendelig virkelighed, vi møder hos de gode spændingsforfattere. Det er stadigvæk dem, der fastholder tidens generelle træk og almene problemer. Og det er godt, når så mange forfattere af mere prestigegivende litteratur foretrækker intimsfærens nære og private bekymringer.

Vil man vide noget om Skandinavien her og nu, kan der hentes mange og gode svar i dagens fem romaner.